text.skipToContent text.skipToNavigation
background-image

Den lange søndag von Brønnum, Jakob (eBook)

  • Erscheinungsdatum: 01.10.2015
  • Verlag: Saga Egmont
eBook (ePUB)
8,99 €
inkl. gesetzl. MwSt.
Sofort per Download lieferbar

Online verfügbar

Den lange søndag

En dag går Johannes Wexel, hobbyfotograf, amok og skyder sin datter og ekskone. Bibliotekaren Carl Brinchel, der er formand for den fotoforening, Wexel var medlem af, modtager noget uvilligt Wexels imponerende bogsamling af afdødes familie. Meningen er, at han skal værdisætte og sælge Wexels bøger og dermed lade pengene komme foreningen til gode. Men Brinchel overtages af en sær besiddertrang. Ud fra Wexels bogsamling, hans pornografi og hans papirudklip dukker et billede op af en mand, hvis trang til at systematisere verden endte i et frådende vanvid. Og mens Brinchel sidder i kælderen og forsøger at systematisere Wexels bøger, begynder Wexels ludende skikkelse at smelte sammen med Brinchels egen. Jakob Brønnum (f.1959). Uddannet cand.theol. og redaktør for Præsteforeningens Blad. Debuterede i 1988 med digtsamlingen 'Horisont'. Forfatter til en lang række bøger og artikler, herunder romanerne 'Den lange søndag' (1994), Mørke (1996), Forfølgeren (2007), og novellesamlingen 'Pinballmesterens drøm' (2010). Var formand for den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening i 1994-2002 og forfatternes repræsentant i Biblioteksafgiftsnævnet under Kulturministeriet 1996-2003. 'En højst original, psyko-litterær thriller, en raffineret roman om det moderne menneske og dets katastroferamte selvoptagethed. Jakob Brønnum skriver om det afsind, der lurer bag den paranoide passion, enten det drejer sig om erotisk besiddelseslyst eller intellektuel besættelse.' - Jyllands-Posten

Produktinformationen

    Format: ePUB
    Kopierschutz: none
    Seitenzahl: 412
    Erscheinungsdatum: 01.10.2015
    Sprache: Dänisch
    ISBN: 9788711474099
    Verlag: Saga Egmont
    Größe: 1302 kBytes
Weiterlesen weniger lesen

Den lange søndag

1. Kapitel

Det var et foto af en kvinde og et barn. Kvinden holdt barnet i sine hænder. En del af motivets baggrund bestod af søjler, gustent belyst.

Det var vanskeligt at se, hvor denne kolonnade begyndte eller sluttede. Det var slet ikke til at se, hvad det var for søjler.

Det forventede fikspunkt - det gyldne snit - over hendes hoved var ren skygge. Hvis man forsøgte at lade øjet dvæle dér, var der kun tomrum, et mørke, som blikket sank ind i. Det gjorde man derfor ikke ret længe, men søgte i stedet kvinden. Heller ikke der faldt blikket til ro.

For det var som om hun lige havde taget barnet, det var endnu ikke kommet i en stabil position i hendes favn. Hendes holdning var foroverbøjet. Hun så ikke på barnet, snarere fremad og nedad. Man fik det indtryk, at hun ved sin mimik rakte beskueren sit barn, men ved sit blik fortrød.

Hvad var det for en kvinde? Hendes ansigt var tomt; det var umuligt nøjagtigt at karakterisere hendes sindsstemning, bortset fra at man med sikkerhed kunne sige, at hun ikke var glad. Men hun udstrålede ikke sorg, eller for den sags skyld melankoli.

Kvindens hals og det øverste af hendes bryst var blottet, og hendes klæder - en form for særk - sad i uorden. Havde hun netop ammet? Hvem havde hun i så fald ammet? Næppe dette barn, som lige var kommet i hendes hænder. Man kunne ikke udelukke, at det var dødt.

Brinchel lagde fotoet fra sig. Han sad ved skrivebordet. I stuen stod planter og møbler som skygger og sorte huller. Han skævede til uret, tiltrukket af dets tikken. Det var sent.

Tidligere på aftenen havde han villet følge sin kone i seng. Han havde så alligevel besluttet sig for at blive oppe. Brinchel tog sine briller af, lagde dem omhyggeligt ved siden af billedet, og gav sig til at gnide øjnene.

Det var svært at danne sig et indtryk af manden. Hvad skulle man mene? På den ene side dette fremragende fotografi, som kunne være en enlig svale, men hvis nuancerede komposition ikke tydede på det. På den anden side hans sære adfærd.

Brinchel havde altid følt, at han var et menneske, man ikke sådan lige kom ind på livet af, men at Johannes Wexel skulle være så kompliceret, som det havde vist sig, det havde han ikke forestillet sig.

Det havde vakt hans undren, at Wexel ikke stille og roligt havde formået at tage det enkle skridt, det var at melde sig til kurset, fotoklubben tidligere på året havde arrangeret. Han havde helt unødigt kompliceret situationen for sig selv og for Brinchel.

Weekenden afholdtes traditionen tro på et lille konferencecenter i landlige omgivelser. Først tilmeldte Wexel sig, ganske vist efter at fristen var overskredet. Ved den næste klubaften passede han Brinchel op og gav ham sit afbud under stor beklagelse. Han udtrykte sig så følelsesladet, at Brinchel følte sig forpligtet til at presse ham til at deltage.

I ugerne op til kurset skabte Wexels deltagelse et psykologisk spændingsfelt mellem dem, idet han ved undselige blikke eller direkte hentydninger gentagne gange bragte emnet på bane. I en bisætning var det kommet frem, at han ikke kunne overskue "det med Alice", den 6-årige datter, som han netop havde den weekend.

Enden på det hele blev, at Wexel kom halvanden dag og havde barnet med - til de deltagende hustruers tilfredshed og til irritation for de øvrige kursister.

Wexel opholdt sig mere i køkkenet end i mørkekammeret, og han deltog ikke i møderne i konferencelokalet, hvor der var flere gode foredrag, som klubben til lejligheden havde købt udefra. Pigen havde det herligt, og "hjalp" flere gange i mørkekammeret.

For at gøre ondt værre forlod han kurset midt i søndagsfrokosten, idet han atter i overdreven grad gjorde opmærksom på sig selv. Stadig på denne uhåndgribelige facon, der krævede alles fulde opmærksomhed.

Han gik frem og tilbage i spisesalen, hvor man under festlige former indtog det afsluttende måltid, og afsøgte i den op

Weiterlesen weniger lesen

Kundenbewertungen