text.skipToContent text.skipToNavigation
background-image

Hvis nogen havde vidst ... von Abdel, Birgitte (eBook)

  • Erscheinungsdatum: 26.02.2013
  • Verlag: Books on Demand
eBook (ePUB)
25,99 €
inkl. gesetzl. MwSt.
Sofort per Download lieferbar

Online verfügbar

Hvis nogen havde vidst ...

Småpiger forsvinder på mystisk vis og mørke skygger kastes over et fredeligt område i en omegnskommune. Da syvårige Cecilie en eftermiddag ikke kommer hjem fra skole som aftalt med hendes mor, kommer pigernes forsvinden pinagtigt tæt på Elise Andersens ellers så fredelige tilværelse. Rengøringsassistenten Elise sætter en ære i at værne om sit liv med Manden, hun for 35 siden har lovet at leve med i både med- og modgang, til døden skiller dem ad. Et hverdagsliv, der er præget af tunge, trivielle rutiner. Men pænt og nydeligt. I hvert fald på overfladen. Uden at være bevidst om, hvad der driver hende, opsøger Elise Cecilies forhutlede, stofmisbrugende mor, som hun kommer til at føle en særlig omsorg for. Gradvist involveres hun i sagen om den forsvundne pige. Kort forinden er Elise blevet kontaktet af sin søster, hun har sparsom forbindelse til i hverdagen. Søsteren har et presserende ærinde, der bestemt ikke kommer belejligt. Hendes egentlige budskab sløres til at begynde af akavede historier, men efterhånden konfronteres Elise med en anden virkelighed, end den, hun gennem hele sit ægteskab har valgt at tro på og bekende sig til. En frygtelig familiehemmelighed kommer smerteligt for dagens lys. "Hvis nogen havde vidst" er en fortælling om voksnes grusomme handlinger mod børn, om alt det, der kan skjules bag pæne facader og hvad der sker, når skeletterne begynder at rasle og til sidst falder ud af skabene. Om frygtelige ting, der kunne have været undgået ... hvis bare nogen havde vidst ...

Produktinformationen

    Format: ePUB
    Kopierschutz: AdobeDRM
    Seitenzahl: 580
    Erscheinungsdatum: 26.02.2013
    Sprache: Dänisch
    ISBN: 9788771450040
    Verlag: Books on Demand
    Größe: 698 kBytes
Weiterlesen weniger lesen

Hvis nogen havde vidst ...

Kapitel 1.

Bydelen omkring Nørrevænget, april 2005.

Det hele begyndte for et års tid siden, på en mild aprildag netop som denne. Hvor vejret var mildt og venligt som nu, og små forårstegn var begyndt at titte frem. Dagen efter kunne det blive rusk og regn, for sådan er jo april. Men foråret var på vej, det vidste enhver, der havde øje for det. Det var sådan en dag, den indtraf. Begivenheden, der ud over at måtte være en ganske traumatisk oplevelse for to små piger, også for en tid greb forstyrrende ind i Elise Andersens sjælefred. Forstyrrede den stille idyl, hun ellers holder så meget af. Naturligvis var denne forstyrrelse ingenting i forhold til det, to uskyldige børn kunne tænkes at måtte gennemleve - men alt det vidste Elise jo trods alt ikke noget om. Ingen vidste det, ud over pigerne. Og for dem var sådanne hændelser på sin vis hverdagskost. Nogen gjorde pigerne fortræd, men præcis hvordan - og hvem - er til dato uopklaret. Hvad der skete, og hvem der var skyldig, er stadig en gåde for såvel politi og offentlighed. Til gengæld har fred og idyl atter sænket sig over bydelen omkring Nørrevænget. Og det betyder uendeligt meget for Elise Andersen. Hendes ægtemand blev næsten unaturligt oprevet over begivenhederne i fjor - pirrelig og humørsyg. Hvorfor han tog sådan på vej, forstod Elise Andersen ikke meget af. Men det gjorde hende voldsomt urolig, hun havde dagligt mavepine og havde svært ved at sove. Nu er alting godt igen.

Det var en fredag. De to små piger, et søskendepar på fire og seks år, forsvandt fra børnehjemmet Dagmarsminde. Hvorfor det lige netop skulle være disse to piger, vidste ingen, det kunne vel have været så mange andre. At det blev Nanna og Julie fra Dagmarsminde, var vel tilfældigt. For hvorfor skulle nogen ønske at gøre netop dem ondt?

Børnehjemmet Dagmarsminde har til huse i en stor, gammel herskabsvilla fra 1903. Villaen er beliggende i et roligt kvarter, i selvsamme bydel, hvor også bebyggelsen Nørrevængets Have ligger. På den modsatte side af vejen Nørrevænget, der deler den pæne ende af byen i et ældre villakvarter og pænere socialt boligbyggeri. Det er her, Elise Andersen bor. Et dejligt sted. Sådan et pænt byggeri. Treetagers boligblokke, opført i røde sten i en tid, der ligger længe før betonalderen. Lejlighederne i Nørrevængets Have er vældigt eftertragtede. Denne del af byen anses for at være et pænt kvarter, hvor ingen ville forestille sig, at forfærdelige ting kunne finde sted. Henne i rabarberkvarteret, der i daglig tale kaldes betonbyen, måske, der er alting muligt. Det er ikke sjældent, optøjer af alle slags eller overfald på sagesløse netop der bliver omtalt i både tv og aviser. Men ikke her. Ikke i den pæne ende af byen.

Bortførelsen af pigerne skete da også på fuldstændig fredelig vis, der var intet drama omkring hændelsen. Ingen opstandelse, hyl og skrig eller fortvivlede forældre. Optrinnet faldt ind i de rolige omgivelser som en hverdagsagtig hændelse. Måske var dette i virkeligheden med til at gøre bortførelsen så meget mere skræmmende for de fleste. Fordi den gled umærkeligt ind i et hverdagsagtigt scenarie. Faktisk skulle det blive søndag aften, før nogen for alvor forstod, at noget ikke var, som det skulle være.

Fredag eftermiddag var det almindeligt, at nogle af de børn, der boede på børnehjemmet, skulle hjem til deres forældre eller anden familie. Nogle forældre, hvis børn opholdt sig på Dagmarsminde af forskellige årsager, var så heldige at være bevilget samvær med deres børn i en weekend af og til. Derfor var netop fredag eftermiddag også en ganske særlig dag, for nogle af børnene en festdag, for andre, nemlig dem, der måtte stå tilbage og se deres kammerater blive hentet af familien, var det en rigtig væmmelig dag.

Mens ens for alle, både voksne og børn på Dagmarsminde var, at man allerede fra morgenstunden mærkede den anderledes stemning, d

Weiterlesen weniger lesen

Kundenbewertungen