text.skipToContent text.skipToNavigation
background-image

Kærlighed og hævn - Del 2 von Holt, Victoria (eBook)

  • Erscheinungsdatum: 01.10.2015
  • Verlag: Saga Egmont
eBook (ePUB)
8,99 €
inkl. gesetzl. MwSt.
Sofort per Download lieferbar

Online verfügbar

Kærlighed og hævn - Del 2

Lykkejægeren Thomas Tamsin har alle dage jaget regnbuer, og da han dør i jagten på den største regnbue af dem alle, guldminerne i Australien, efterlader han sin moderløse datter varetægten hos sin arbejdsgiver, Charles Herrick. Charles søn, Stirling, eskorterer Nora tilbage til Australien. Rejsen går forbi en landejendom kaldet Whiteladies, og Stirling synes at have en besynderlig besættelse af huset og dets beboere, en besættelse der skræmmer Nora. Endnu mere skræmmende bliver det, da Nora ankommer til Australien og finder ud af at familien Herricks' hjem er en nøjagtig kopi af Whiteladies. Landstedet ejes af den stærke og mystiske Charles, kendt som Lynx på grund af sin dominerende personlighed og sin sensuelle magnetisme. Nora, der indtil da har troet, at hun var forelsket i Stirling, forvirres over sine følelser for Lynx. Efterhånden som Herrick-familiens formue vokser, fører det Nora og Stirling endnu tættere på Charles' besættelse: At få hævn over de mennesker, der sendte ham i eksil i Australien. Dette er Kærlighed og Hævns del 2 af 2. Victoria Holt (1906-1993), pseudonym for Eleanor Alice Burford Hibbert, var en af verdens mest elskede og mest produktive forfattere i sin levetid. Hun begyndte allerede at skrive som 17-årig, og en række af hendes tidlige noveller blev trykt i London-aviserne. Det var dog romaner i den historiske genre, der gav det internationale gennembrud, og i dag er hendes romaner solgt i over 50 millioner eksemplarer verden over.

Produktinformationen

    Format: ePUB
    Kopierschutz: none
    Seitenzahl: 192
    Erscheinungsdatum: 01.10.2015
    Sprache: Dänisch
    ISBN: 9788711482995
    Verlag: Saga Egmont
    Größe: 1141 kBytes
Weiterlesen weniger lesen

Kærlighed og hævn - Del 2

1

En aften, da jeg sad på mit værelse og kiggede ned på plænen, besluttede jeg mig for at nedskrive det, der var hændt. På den måde ville jeg altid kunne genopfriske erindringen og denne epoke i mit liv. Man glemmer så hurtigt, og indtryk udviskes, samtidig med at hjernen er tilbøjelig til at fordreje begivenhederne, således at man husker de enkeltheder, man helst vil mindes, og fortrænger alt det ubehagelige. Men i min dagbog ville jeg skrive den usminkede sandhed og fortælle alt, præcist som det var sket.

Samme eftermiddag havde jeg for første gang mødt Stirling og Nora, og det var faktisk latterligt, at et sådant møde kunne tilskynde mig til at føre dagbog. Han havde kun været sammen med os en kort stund, og intet tydede på, at jeg nogen sinde ville få ham at se igen. Og jeg vidste kun, at han hed Stirling og pigen Nora, fordi de havde nævnt hinandens navne, da de talte sammen. Måske havde de endog kun gjort det en enkelt gang, men denne dag var mine sanser usædvanlig skarpe, og jeg huskede enhver detalje.

Hendes tørklæde var blevet ført med vinden op over muren, og de kom ind for at hente det. Jeg havde en anelse om, at det med tørklædet kun var et påskud til at komme ind i haven. Men hvorfor skulle de være interesserede i at se, hvordan vi boede? Så egentlig var det tåbeligt af mig at få en sådan tanke.

Jeg sad på plænen sammen med Lucie, og min mor var meget besværlig netop denne eftermiddag. Stakkels mor, hun ville aldrig blive lykkelig, fordi hun bestandig tænkte på fortiden. Personligt troede jeg ikke på, at den havde været så vidunderlig, som hun bildte sig ind. Imidlertid mente hun, at hun var gået glip af den store lykke, og hun havde lovet mig, at hun en dag ville fortælle mig, hvad der egentlig var sket.

Lucie var ved at lægge sidste hånd på et nyt betræk til en af stolene i spisestuen. Min far havde tabt cigaraske på stolesædet og brændt hul i betrækket, som var blevet broderet i 1701. Og Lucie havde straks sat sig for at lave et nyt betræk, der ikke ville være til at skelne fra de øvrige. Lucie var meget dygtig, og jeg var så glad for, at hun var hos os. På sin stilfærdige facon klarede hun en masse ting, som kom os alle til nytte. Hun hjalp min far med hans arbejde, hun læste højt for min mor, ikke blot aviser og blade, men også lange romaner, og endelig var hun som en veninde for mig.

"Det er næsten mage til de originale betræk!" udbrød jeg og kiggede på hendes broderi.

"Næsten!" svarede hun fortvivlet. "Det er ikke tilstrækkeligt. Det skal være helt mage til de andre."

"Jeg kan faktisk ikke se nogen forskel," trøstede jeg hende. "Og hvem ville finde på at undersøge det for eventuelle små unøjagtigheder?"

"Det er der måske nogen, som vil gøre engang ud i fremtiden." Der kom et drømmende udtryk i Lucies øjne. "Jeg ønsker, at folk om hundrede år skal kigge på stolene og sige: 'Hvilken af dem var det, som blev ombetrukket i slutningen af det nittende århundrede?'"

"Men hvorfor? Kan det ikke være ligegyldigt?"

Lucie udstødte et irriteret suk. "Egentlig fortjener du ikke at bo i dette hus, Minta," irettesatte hun mig. "Tænk på, hvad det betyder. Du kan spore din slægt tilbage til Tudor-tiden, ja, endnu længere tilbage. Du har denne vidunderlige arv, som hedder Whiteladies, men du synes slet ikke at påskønne det."

"Naturligvis elsker jeg Whiteladies, Lucie, og jeg ville hade at skulle bo noget andet sted, men når alt kommer til alt, er det kun et hus."

"Kun et hus!" Hun løftede blikket og stirrede mod kastanjetræets top. "Whiteladies! For fem hundrede år siden førte nonner deres isolerede tilværelse her. Nogle aftener kan jeg ligefrem høre klokkerne kalde dem til messe, og om natten forestiller jeg mig, at jeg hører deres stemmer, når de beder deres bønner i cellerne, eller at jeg kan opfatte den knitrende lyd af deres hvide dragter, når de går op ad stentrapperne."

Jeg lo

Weiterlesen weniger lesen

Kundenbewertungen